FELTON ROAD WINEMAKERS DINNER PÅ RESTAURANT AOC


————————————————

Felton Road med den karismatiske winemaker Blair Walter i spidsen kommer til Danmark, og du har i den forbindelse chancen for at komme up close med manden, når Restaurant AOC & H.J. Hansen Vin Handel afholder middag,  kommenteret af vinmageren selv, tirsdag den 18. juni 2013 kl. 18.30.

Felton Road ligger i distriktet Central Otago, New Zealands sydligste vinregion. Det er de perfekte vækstforhold for Pinot Noir, da de snedækkede bjerge, som omgiver distriktet, skaber et mikroklima, hvor varme dage er kombineret med kolde nætter, og hvor det lange, tørre forår bidrager til optimale forhold under høsten, der som regel ligger i april.

Felton Roads vineri er relativt nyt, og de første vinstokke blev først plantet i 1991, hvor Stewart Elms fandt og navngav vinmarken Elms, hvor man i dag høster en del af druerne til de to prestigevine Block 3 og Block 5. Senere blev vinmarken Bannockburn, som ligeledes bidrager til såvel de to prestigevine som den almindelige Pinot Noir, tilføjet.

Felton Roads overordnede filosofi er, dels at lade frugten spille den fremtrædende rolle i vinen, dels at lade naturen gå sin gang uden unødig indblanding. Denne filosofi efterlever winemakeren Blair Walter til fulde, og med erfaring fra Australien, Oregon, Napa Valley og Bourgogne er der absolut grundlag for at lave Pinot Noir af meget høj klasse.

Blair Walter, her en tilfreds mand med høsten i hus.

Alle Felton Roads fire marker (Elms, Bannockburn, Cornish Point og Calvert Vineyard) drives i øvrigt biodynamisk, og de er ligeledes alle fire Demeter-certificeret (International garantimærkning for kontrolleret biodynamisk dyrkning og forarbejdning).

På aftenen smages der blandt andet husets fantastiske Riesling, Chardonnay & Pinot Noir fra Bannockburn, Cornish Point, Calvert, Block 3 & Block 5. Der bydes kun et begrænset antal pladser, så skynd dig.

Pris kr. 1095,00

 Tilmelding og betaling til Restaurant AOC på enten mail@restaurantaoc.dk eller telefonnummer 3311 1145.

————————————————